
Lyden af en bagagevogn på løse klinker i Sicilien!
Indrømmet! Det er bestemt ikke det fedeste, at vifte dig om næsen med et album, som du endnu ikke kan høre i fuld længde. Mew’s 9. album ‘Visuals’ er først ude d. 28. april – men du kan roligt glæde dig – hvad enten du kan lide Mew eller de aldrig har sagt dig det store.
Albummet er 44 minutter langt og indeholder 11 sange, hvoraf ‘Carry Me To Safety’ og ’85 Videos’ er ude som singler, og har været spillet kraftigt på P6 BEAT.
Tilfælles for alle sange, er at de er væsentligt mere direkte i deres sangskrivning, uden at der bliver gået på kompromis med bandets evige små eksperimenter i at få musikken til at leve på alternative måder.

En torsdag aften i april, fortalte trioen bestående af Johan Wohlert, Silas Graae og Jonas Bjerre, om albummet for en meget eksklusiv skare af fans i forbindelse med Hi-Fi Klubbens lytte-arrangement Hi-Fi Scenen. Hele albummet blev afspillet på et klasse-anlæg, fra start til slut og undervejs kommenteret af bandet – om deres tanker forud for albummet, hvordan de har produceret det og de små samples og reallyde, som de har taget med på albummet.

Fx. er der nogle ‘klik-klak’ lyde i introen og i mellemstykket til sangen ’85 Videos’ – det er lyden af Silas’ bagagevogn, der kører over nogle klinker i en lufthavn i Sicilien. Andre steder er der blevet brugt strygere fra gamle tegnefilm og det meste af vokalarbejdet, er foregået i Jonas’ lejlighed, hvor han har fået bygget en sangboks i stuen. Dér kan han stå og råbe, uden naboer og andre af lejlighedens beboere kan høre ham – meget bekvemt når Jonas arbejder bedst når alle andre sover.
Jeg fik mig en kort snak med Johan Wohlert, som fortalte om flere detaljer og tanker forud for albummet, som du kan læse her.