Viljestyrke og ild

TheRumourSaidFire_FrydFrydendahl-759x397
Sådan tager de sig ud anno 2017. The Rumour Said Fire. Foto: Fryd Frydendahl

Overraskelsen var til at føle på, da jeg for et par måneder siden opdagede The Rumour Said Fire og singlen ‘Television Personalities’ i min playliste på P6 BEAT. Jeg havde ikke hørt, at de var gået i opløsning, men havde omvendt heller ikke hørt livstegn fra dem i mange år – og da jeg blæste singlen ud på radiobølgerne en fredag formiddag, blev jeg selv blæst bagover.

En single, med de klassiske Rumour-elementer, harmonierne i vokalerne, temaerne i guitarspillet og måden at bygge et nummer dynamisk op. Men der er en ekstra kraft og viljestyre i bandets performance, som jeg ikke helt havde set komme. Trommerne holder et stædigt og konsekvent tempo og sangen kommer i flere omgange op på et niveau, hvor man har fornemmelsen af, at det ikke kan stoppe igen – og at det ikke MÅ stoppe.

Da 00’erne blev til 10’erne og da Myspace stille og roligt døde ud, røg jeg og resten af de fleste danskere på sangen ‘The Balcony‘, som blev The Rumour Said Fire’s gennembrud på godt og ondt. Godt – fordi pludselig kendte alle bandets navn og musik, som de fleste artister drømmer om. Ondt – fordi der pludselig var en forventning om flere hits og mere af samme skuffe.

Men historien om The Rumour Said Fire, er først og fremmest om fire venner der fandt sammen om musikken, fordi sangeren og guitaristen Jesper Lidang ville starte et band. Hurtigt fik han trommeslageren Chistian Rindorf med, efter at have stødt på ham til fester – Søren Lilholt på guitar stødte til og bassisten Kasper Nissen svarede på en ‘Vi søger en bassist til et band’-annonce.

Tue Blichfelt
The Rumour Said Fire under koncert VEGA, Kbh, nov 2012. Foto: Tue Blichfeldt

Det er ti år siden til sommer – og det handler stadig i dag om de fire. Deres venskab, deres op- og nedture, deres musik, som for det meste koncentrerer sig om Lidangs sangskrivning. Efter at have reddet på ‘The Balcony’-bølgen med de efterfølgende to album ‘The Arrogant’ og ‘Dead Ends’ som resultat og de tilhørende turneer i det meste af Danmark og store dele af Europa, havde de brug for en pause.

Hver især kastede de sig over projekter, lige fra historie på uni til at spille med andre bands, og fik lidt luft til Rumour-boblen. Men i de fem år, der er gået siden ‘Dead Ends’ udkom, er der stadig blevet skrevet sange, eksperimenteret med vers og omkvæd, og hele tiden har der været tanker om, at det trods alt ender med en plade på et tidspunkt.

18119084_10155415467890832_6548349539111682124_n
Undertegnede til lyttesession

Under en lyttesession for et inviteret publikum i Bremen Teater, tirsdag d. 25/4-17, fortalte bandets fire medlemmer, at en overlevelses-druktur i telt, med alkohol og instrumenter, mere eller mindre kickstartede processen til albummet ‘Crush’. Hurtigt blev det klart for produceren Nis Bysted (Düreforsög, Kloak – Verdens Bedste Band, Thulebasen), at bandet skulle høvles til Malmö for at indspille i Tambourine Studiet.

Det legendariske studie, er blevet udødeliggjort efter at The Cardigans, Bob Hund, Thåström og en masse andre svenske navne har indspillet dér. Men også danske navne som Superheroes, Nikolaj Nørlund og Kim Larsen har været hinsidan og benyttet sig af studiets vintage-grej, autentiske 70’er feel og varme lyd. Det var et godt valg for The Rumour Said Fire, for albummet ‘Crush’ lyder sprødt, velspillet og varmt.

Rumour er et rockband. Det kan høres på albummet – men det er også et poporkester, hvor der er højt til loftet og hvor vokalharmonierne fra Lidang og Lilholt swinger så englene synger med. For første gang, er der også en gæst med i Rumour-firkløveret – islandske Dísa Jakobs synger med i ‘Avalanche’, og giver lidt yderligere opløftethed i et nummer, hvor guitarfigurerne ellers får lov til, næsten uhæmmet, at tegne lydbilledet.

DISA.jpg
Dísa Jakobs. Pressefoto

‘Crush’ dufter af et album, som kommer under huden – og som de fleste rigtig gode plader, kommer der til at gå lidt tid. Alle sange indeholder nogle passager, hvor melodierne kommer til at hjemsøge én – korte eller længere fraser – men de er der, og når man lytter til sangene, er det en lykke, når de kommer og befrier en.

The Rumour Said Fire – ‘Crush’ er ude fredag d. 28/4-17 og bandet kan opleves på bla. Spot, Roskilde og Wonderfestiwall.

the-rumour-said-fire-2017-crush-lp-vinyl
‘Crush’ albumcover

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s