Eddie Vedder i Hjerteland

14885767755aceb85ac3024ecc0502890bb4008f18

Der sad han så. En generations stemme, den sidste overlevede af de fire store sangere fra grungeæraen. Midt på den store scene, glødepærer og stjernehimmel i baggrunden, flankeret af guitarer, orgel og en spolebåndoptager. Eddie Vedder – selveste manden med kartoflen i munden, som rockfolket har elsket eller hadet siden han åbnede kæften første gang. Den markante stemme med sublim sangteknik, der aldrig har fejlet ham. Manden i front for Pearl Jam, der sad på kanten af scenen på Roskilde Festival for mange år siden, med tårene trillende ned ad kinderne, da han så tragedien med ni dødsfald blandt publikum, udfolde sig som et mareridt for sine øjne.

Nu var han her – tilbage i Danmark, flere gange proklamerende at det var det mest fantastiske sted! Danmark – Hjerteland – Heartland festivalen, pakket ind i træer, søer og springvand. Træer, voldgrav og Egeskov Slot – en vindstille lun tidlig sommeraften – med de rammer synes alle, at det var det mest fantastiske sted.
Og dér stod jeg, blandt de 10-12000 gæster, som tæller de mere promente kulturelite folk fra hovedstaden, de unge fynboer, der er sultne efter at have deres egen festival fordi de ikke selv oplevede Midtfyn og de generelt musikinteresserede, som her på Heartland, heldigvis findes i alle aldre.

Heartland er for alle og der er plads til alle. Og Eddie Vedder finder man umiddelbart plads til, lige gyldigt hvor, hvordan og hvorfor. Jeg så frem til mødet med manden og en del af den musik, som væltede ind på mit værelse og sammen med Nirvana, Alice In Chains og Soundgarden kæmpede om pladespillerens gunst med Obituary, Morbid Angel og Cannibal Corpse. PearlJam-Ten2Af de førnævnte grunge-navne, fandt jeg mest plads til Eddie Vedder, Pearl Jam og ‘Ten’. Deres stenede, melodiøse og stemningsmættede debut, som også tog de fleste af mine kammerater med storm.
Den historie delte jeg sikkert med langt de fleste af de mange mennesker, der stod og klappede, alt imens Eddie Vedder uformelt kom gående ind på scenen, med sin ternede kortærmede skjorte og det mørke hår, som afslørede en lysning i baghovedet, når han en sjælden gang vendte sig rundt.

Årene løber også afsted med Eddie Vedder naturligvis, og der er sket meget med både ham og publikum, siden ‘Ten’ roterede på anlægget. Alligevel var det sådan, at da han slog sin guitar an og åbnede munden, var alle tilbage til første gang de hørte Pearl Jam første gang. Det er hans arv, det vil det til stadighed være, også selvom han drager rundt i verden i eget navn, og har lavet det flotte soundtrack til ‘Into The Wild’. Men hvor jeg måske mere connectede med minderne fra dengang da…, så mødte jeg aldrig rigtig Eddie Vedder denne aften på Heartland – og det er der flere grunde til.

Jeg blev aldrig ramt af Eddie Vedder
Måske var jeg trods alt ikke helt så meget i stødet til Eddie Vedder, som jeg troede – sådan kan jeg i alle fald godt have det.
Måske var jeg ikke forberedt på, hvordan Eddie Vedder ville gribe koncerten an – var det bare ham og en guitar eller havde han også et lille band med? Jeg havde ønske det sidste, for selvom han fik lejlighedsvis besøg af Cat Power og Glen Hansard, og fik backup af rytmesektion på spolebåndoptageren i et enkelt nummer, var det ikke helt nok til at få mig til at rokke med. At sidde alene på scenen kræver lidt mere nærvær, end det Eddie Vedder svang sig op til. Han løsnede op undervejs, men var lidt ufokuseret når han talte imellem sangene.

Måske var sangvalget ikke lige mig denne aften. Han spillede både Eddie Vedder og Pearl Jam sange – et par hylder som man vil forvente at han tager af. Han rakte ud efter de lidt mere ukendte sange, hvilket er sympatisk – der var mange jeg havde glemt, eller slet ikke kan huske at jeg havde hørt før – og på den vis, er det fedt, at han tager dem op og bringer dem frem i lyset. Samtidig stod jeg og erkendte, at jeg nok ikke var den store Pearl Jam fan, som jeg havde bildt mig selv ind – måske også en erkendelse, der stak til den lettere ‘nederen’ følelse jeg fik, som koncerten gik frem.

Spar på coversangene – giv os dine egne!
Jeg kan godt lide Pearl Jam, og stadig godt lide deres store fortærskede hits, selvom jeg ved gud har spillet dem en halv trilliard gange på anlægget og på radioen. Det er som oftest en nydelse hver gang – og jeg havde ønsket, at han havde taget flere af de store sange med på setlisten – i sine egne akustiske udgaver. I stedet fodrede Eddie Vedder os med store hits fra Beatles, Dylan og Neil Young, hvilket undrer mig en del, når han selv har skrevet sig og sit band ind i den store amerikanske sangbog. Ergo – manden har en guldgruppe af sange fra sit eget band og bagland at vælge fra, og personligt synes jeg, at det er ‘no-go’, at kaste ‘Keep On Rocking In The Free World’ efter publikum, for at få skabt lidt fællesskabsstemning.

maxresdefault

Budskabet i ‘Keep On…’ er der intet at sætte fingeren på. Neil Young er også Vedders forbillede og i en periode samarbejdspartner – og Eddie Vedder vil naturligvis også fortælle noget af historien om hvor han kommer fra, når vi taler musikopdragelse – manden er en håndværker, elsker musikken, og det er der vidst ingen, der er i tvivl om. Derfor ville det, i min ydmyge optik, være helt på sin plads at spille lidt ‘Daughter’, ‘Just Breathe’ eller noget materiale fra ‘Ten’ for de 10-12000 hoveder.
Indrømmet – jeg havde en absence undervejs – jeg mistede fokus, kastede mig over en mad og tog en pause fra koncerten. Havde brug for at spendere en del af den smukke sommeraften, med andet end Eddie Vedder, som aldrig fik ramt mig – og jeg var ærgerlig.

Det fik mig til at tænke på, om scenen var for stor!? Han var lille bitte i den store sorte kasse, som udgjorde ‘Lowland’ scenen. Samtidig prøvede jeg at overbevise andre omkring mig, at dette solo show ville virke bedre på en lille scene på et lille spillested – vel vidende, at det aldrig vil komme til at ske. For Eddie Vedder er folkets mand – folket vil se og høre ham – jeg selv inklusive – og vil gå til af raseri, hvis manden turnerede rundt på små klubber, hvor jeg aldrig ville nå at kunne få billet.
Men taget i betragtning at Vedder var hovednavn, kl. 22, en fed lun sommeraften på en dansk festival, manglede jeg samtidig også festen. Den kunne han aldrig levere, for det skal han heller ikke levere med det sæt og det line-up – det vil jeg ikke klandre Vedder for – men kunne man mon forestille sig, at han spillede samme sted kl. 16 om eftermiddagen i stedet? Ville det være så frygteligt, at skyde ham af så tidligt på dagen, og så ellers satse på at give folket en fest om aftenen – for festivalens skyld?

405+stemning+heartland+festival+---+Photo+Morten+Rygaard+All+copyrights+kopi
Heartland. Foto: Morten Rygaard

Slutteligt har jeg læst anmeldelser, som kaster deres kærlighed over Eddie Vedders stemme, teknik og solide måde at fremføre sangene på. Det er det sidste jeg havde forventet ville gå galt – for jeg havde en forventning om, at Vedders kendetegn var intakte – det løb han på intet tidspunkt fra. Han er stadig en fantastisk sanger og han nogle smukke sange. På Heartland kl. 22 og to timer frem, nåede hverken hans leflen for publikum, det udvidede samspil med Hansard imod slutningen, eller sangvalget frem til mig. Hans blotte tilstedeværelse var ikke nok – det er det sjældent – men jeg vil se frem til, at sætte Pearl Jam på anlægget og spille Eddie Vedders sange i radioen igen, lige om lidt.

2 thoughts on “Eddie Vedder i Hjerteland

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s