
Igennem 2019 har livsstilspersonen Flemming Møldrup og mig, været rundt i flere afkroge af Danmark, for at fortælle om vores dedikation til musik under overskriften ‘To Mikrofoner og en Stak Vinyler’.
Årets, indtil videre, sidste datoer er d. 16. november i Birkerød og d. 26. november i Grenaa.
Her vil vi også fortælle om den musik vi er fælles om og hvorfor vi er det. Hvordan musikken i sin tid ramte os og hvordan den definerer os til hverdag – hvadenten man kampnørder alle detaljer på en plade eller blot lytter flygtigt til nogle toner i baggrunden.
Samtidig sætter vi lidt vinyler fra vores ydmyge samling på pladespilleren – og oplever glæden ved at lytte til musik i et rum, sammen med mennesker vi ikke kender – og som heller ikke kender hinanden. Men vi lytter. Vi synger med eller bliver introduceret til nye rytmer og omkvæd, som vi tager med os hjem, som en ekstra lille overraskelse.

Der har været mange højdepunkter, når vi sådan kigger tilbage. Vi har været så heldige, at kunne invitere Nikolaj Nørlund, Hjalte Ross og Christian Hjelm med på et par datoer, som har spillet livemusik for publikum.
På et par shows i København, Hotel Cecil og Bremen Teater, har vi også haft følgeskab af Troels Lyby, Christiane Vejlø, Le Gammeltoft og Anders Trentemøller, der har fortalt om deres forhold til musik og taget vinyler med hjemmefra.

På Roskilde Festival blev alle ramt af fællessang og dans, da vi smækkede Minds of 99’s ‘Ung Kniv’ på pladespilleren, som vi iøvrigt har fået lånt os til fra Hi-Fi Klubben og på Spot Festival var smilene store, da et publikum, der primært er nysgerrig efter ny musik, blev introduceret for gammel klassisk splatter-dødsmetal.
Et par eftermiddage nød vi solen og det lune vejr på Salling Roof Top og nåede lige akkurat at fortælle vores historier på Smukfest, i en regnvejrspause.

Tak for opbakningen til ‘To Mikrofoner og en Stak Vinyler’, som vi har modtaget indtil nu. Dels til vores gæster på scenen, til de steder der har huset os og vist os tilliden og ikke mindst de danske musikere, som beriger os med uvurderlig god musik. Men i den grad også de mange, der har valgt at spendere en eftermiddag eller aften i selskab med Flemming og mig – og vores historier.
Som tidligere nævnt, så sidder vi begge med et par mikrofoner og en stak vinyler på disse datoer – og så er der flere datoer i bogen i 2020. Vi glæder os til det hele!
16. November, Mantzius / Birkerød. (info)
26. November, Pavillionen / Grenaa. (info)