Sunday Series #2

IMG_9004

Sagte toner til en endeløs og næsten ensom landevej. En times roligt blanding af stille rytmer og en nænsom rytme, der i denne udgave starter med tre næsten instrumentale stykker og byder ellers på stor elektronisk ekvilibrisme, kor og helt basis singer/songwriter.

Jeg har valgt, at placere alle ugens (og fremtidige ugers) Sunday Series under én og samme playliste på Spotify. Så behøver du ikke at følge flere playlister, men får tilføjelser til den eksisterende, hver gang der kommer en ny times musik på.
Samtidig får du også hele samlingen af søndags toner med.
Sunday Series #2 starter på playlisten fra og med Sufjan Stevens & Lowell Brams.

I løbet af ugen, sendte en Instagram bruger mig en kort video fra udhuset. Fyldt med planter, sol og liv. Samtidig kørte Bibio’s ‘Haikuesque’ i baggrunden – afspillet fra det mixtape jeg lagde op på Soundcloud. Jeg er glad for, at musikken varmer og gør gavn – og at der også er andre, der orker at lytte til mixtapes end mig. Derfor ligger Sunday Series #2 også på Soundcloud.

Find det på Spotify.
Find det på Soundcloud.

Sunday Series #2 lyder således:

Sufjan Stevens & Lowell Brams – ‘Climb That Mountain’.
En af 10’ernes flotteste plader var Sufjan Stevens ‘Carrie & Lowell’. Et album til Sufjans døende mor og hendes mand. Nu står manden, Lowell Brams, tilbage og har kastet sig over sit musikalske gen i samarbejde med stedsønnen Sufjan. Tidligere i marts udsendte de et meget Board of Canada-inspireret album ‘Aporia’ sammen og åbneren på Sunday Series #2 er prydet med dette særligt yndige instrumentale stykke.

El Michels Affair & The Shacks- ‘Enfants’.
‘Da da da da da da daaaah’. Det er Shannon Wise fra The Shacks eneste ord i ‘Enfants’, som hun gentager, alt imens man kan forestille sig at gå igennem Paris en forårsdag. Det er ikke første gang at The Shacks og El Michels Affair har arbejdet sammen – tidligere har de også skabt en særlig skrabet doven stemning på ‘Strange Boy’. El Michels Affair er Leon Michels alter-ego. Tjek også hans versioner af Wu Tang Clan-klassikere ud.

Trentemøller – ‘Sleeper’.
Det er nogle tunge synth-flader der panorerer hidsigt i dette instrumentale nummer. ‘Sleeper’ er hentet fra 2019-udgivelsen ‘Obverse’ og Trentemøller fremhævede ‘Sleeper’ som en personlig favorit, da han i efteråret var på besøg i et af mine radioprogrammer. Det er lige dele det solide underlag man har brug for – og den varme dyne, der kan være lige brugbar.

Yangze – ‘Event Horizon’.
Jeg er ret vild med Jakob Littauers næsten provokerende måde at klippe sange op på. Det er abrupt og kan skære i ørene. Men når du tager dig tid til at lytte til Yangze’s sange, så er det værker, der bliver sat sammen af detaljerede effekter og ikke mindst de gode melodier. ‘Event Horizon’ pakker alt det sammen – i en og samme sang. Inklusiv lidt pipperi fra en fugl – det kan man ligeså godt, når der er lang pause i klippene!

Ride & Pêtr Aleksänder – ‘Repetition’.
Et stærkt familiemedlem af legendariske Sire/Creation Records og støj/shoegaze scenen i 90’ernes England, holdt en pause i tusinde år. For en håndfuld år siden, gik de sammen igen og har udsendt to album. Det seneste er blevet stripped for instrumenter – kun vokalerne står tilbage. Herefter er London-artisten Pêtr Aleksänder gået i gang med at tilføjer strygere, effekter og synther. Og dybde! Ude på klar vinyl til maj.

Elle Exxe – ‘I do’.
‘My Heart dances for you’. Ja, gu’ er det banalt. Det er det hele ved sådan en kærlighedstekst egentlig. Men hvordan skal man ellers udtrykke sig, når kroppen, hjernen og hjertet er ved at gå led af ren og skær forelskelse. Oprindelig indspillet med bandproduktion – det fungerede ikke. Derfor denne version, der er mere end godkendt.
Ingen instrumenter, bare vokal i effekt. Vokallinjerne er kraftigere end stemmen. Men lyt til ordene og genkald dig det øjeblik det gik op for dig, at du er blevet forelsket.

Kate Tempest – ‘Firesmoke’.
En der til gengæld er en mester med ord – helst mange af slagsen – er Kate Tempest. En scenepoet, der på ‘Firesmoke’ har skruet ned for sin undren og til tider vrede, for at hvile et øjeblik ved kærligheden. Dette er en kærlighedshistorie af de helt særlige, med nøje beskrivelser af den person, som kærligheden rammer. Endelig er der det mest behagelige beat, som monotons kører nummeret igennem. Genialt.

Lowly – ‘Baglaens’.
Det er utvivlsomt en af de bedste danske udgivelser sidste år. Lowly’s ‘Hifalutin’, der er alt andet end forudsigelig. Med rolige bevægelser og en sjældent hørt elegance på instrumenterne, er denne sang blevet komponeret forlæns. Herefter genkomponeret, hvor bandet har spillet sangen baglæns – så toner og akkorder fik en anden klang. Så er den endelig blevet indspillet forlæns. Der er flere dogmer i denne sang – det må komme med en senere post.

Death Machine – ‘Someday’.
Jeg synes at mindes en koncert et sted i København. Mener det var Huset. På scenen sad Jesper Mogensen med sin guitar og stille stemme. Projektet hedder i alle fald Death Machine, har sit udspring i Odense – og i den amerikanske folk-inspirerede musik. Tilsæt lidt af James Blakes indadvendthed! ‘Someday’ løfter sig, når den tætte produktion lukker flere instrumenter ind i anden omkvæd. Hentet fra 2019-albummet ‘Orbit’.

Magaret Glaspy – ‘Devotion’.
‘Don’t have a heart attack, when I talk back. I love you just the same’. Devotion rimer på emotion flere gange i dette track med Brooklyn-artisten Margaret Glaspy. En baritone-guiar, klaver, stortromme, håndklap og vokal. Måske tidstypisk stille singer/songwriter pop fra den organiske side af byen – der leder tankerne hen artister i samme klasse som Joni Mitchell.

#1 Dads – ‘Twice a Fool’.
Har egentlig aldrig brudt mig om navnet #1 Dads. Det er Tom Iansek’s mere akustiske end elektroniske sideprojekt, der i midten af 10’erne lavede et par ret fede sange – ‘Nominal’ og ‘Return To’. #1 Dads har ikke affødt ny musik i små fem år – men er i gang med en række singler – deriblandt denne mere folkede tilgang til sangene med ‘Twice a Fool’.

Mark Pritchard & Bibio – ‘Give it Your Choir – A cappella’.
Mark Pritchard har i snart tre årtier, været en enestående entrepreneur på den britiske musikscene. Har lavet flere samarbejder, blandt andet et pladeselskab, med en anden stor britisk producer Tom Middleton – og albummet ‘Under The Sun’ indeholder det fede ‘Beautiful People’ med Thom Yorke på vokal. ‘Under The Sun’ er også udkommet i en særskilt udgave, hvor britiske Bibio leverer masser af flot kor-tracks på denne ‘Give it your Choir’.

Ry X & Ólafur Arnalds – ‘Oceans’
Der var et par år, hvor australske The Acid havde tur i den. Oplevede dem selv på et venue i Hamborg, helt klædt i hvidt og med deres søvndyssende og beroligende organsisk-spillede elektroniske dansemusik. Ry Cummings var sangeren, der i flere år har været solist, med sin lyse hæse og spinkle stemme. I samarbejdet med islandske Ólafur Arnalds, får Ry X’s stemme følgeskab af et smukt musikalsk landskab, som Ólafur Arnalds mestrer i særklasse.

Hannah Cohen – ‘Dissolving’.
Det siges om Hannah Cohen, at hun sidder i sin lejlighed et sted i New York, og skriver sange på en gammel smadret klassisk guitar, med trætte nylonstrenge. ‘Dissolving’ stammer fra hendes tredje album, der udkom sidste år – og er singer/songwriter pop i et roligt tempo med flot klang på Hannah Cohens vokal. Der er, så vidt vides, ingen familiære forhold til Leonard på trods af efternavnet.

Hamish Kilgour & Tiny Ruins – ‘Little Did I Know’.
Om søndagen har jeg ofte spillet Tiny Ruins og deres ‘Me at the museum, You in the wintergarden’. Her har den New Zealandske kvartet indgået samarbejde med deres landsmand Hamish Kilgour, der producerer og spiller trommer for og i flere andre projekter. Tiny Ruins meget elegante facon at smyge sig igennem et nummer, står soleklart på dette track.

Clap! Clap! feat. Oy – ‘Hope’.
Sunday Series #2 slutter med et klippeklister track, der lader solen titte ind i samme tempo som i et hip hop beat. Måske er det for voldsomt til en søndag. Måske sker der for meget. Men dette er en solstråle af et nummer, hvor den italienske producer Cristiano Crisci aka Clap! Clap! har fundet sammen med Berliner duoen ‘Oy’. Komplekst og smukt på samme tid.

One thought on “Sunday Series #2

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s