Sunday Series #7

IMG_9453

Ugens lille udvalg af stilhed til en søndag morgen.

Link til playlisten på Spotify: HER.
Link til mixtape på Mixcloud: HER.
Alle Sunday Series findes med over 7 timers musik på denne playlist.

King Gizzard & The Lizard Wizard – ‘Anamnesis’
Det starter med glockenspeil og fine synther. Det ændrer sig ikke. 3 minutters stilstand fra et af verdenshistoriens mest produktive bands, der oven i købet har det mest syrede bandnavn. Det Australske band skifter stilarter og udtryk ligeså mange gange, som der er minutter på rejsen fra Danmark til ‘down under’.

The Velvet Underground – ‘Sunday Morning’
Glockenspiel starter også denne klassiker. Ofte spillet søndag morgener, med en bittersød heroindøsende vokal fra Lou Reed. Åbningsnummeret fra ‘Banan-pladen’, den ikoniske debutudgivelse fra New Yorker-bandet – og nummeret i sig selv, er en direkte bro fra 50’erne og 60’ernes stille og simple sangskrivning, til det støvede og stærkt støjende univers der fulgte i 70’erne og især i 90’erne med Sonic Youth.

Etta James – ‘A Sunday Kind of Love’
Hendes stemme er så klar, at den hænger i gardinerne længe efter sangen er slut. En stille jazz-blueset performance, fuldendt med strygere og uden de store overraskelser. En døsig søndag med et klassisk musikalsk bagtæppe.

Jefferson Airplane – ‘Today’
Albummet ‘Surrealistic Pillow’ med Jefferson Airplane udkom en måneds tid inden The Velvet Underground og selvom man kan skimte mange af de samme inspirationskilder her og dér, var Jefferson Airplane noget mere infiltreret i hippie bevægelsen end i et stærkt alternativt kunstnermiljø i New York. ‘White Rabbit’ er nok den mest kendte Jefferson Airplane sang – ‘Today’ udkom aldrig som single – men jeg vil vælge den, any day of the week.

Aphex Twin – ‘Aisatsana (102)’
En af musikscenens største kultfigurer – Richard D. James aka Aphex Twin. Hans musikalitet rummer så meget voldsomt – og så meget voldsomt smukt. Dette track er monotoni i en meget særlig form. Klaver. Formen er konstant. Grundtonerne er konstante. Enkelte tangenter skifter kulør. I baggrunden er der fugle.

Claus Hempler – ‘Humørbussen’
Der er ingen der kan synge ‘forårsdag’ som Claus Hempler. Ingen. Dette nummer emmer af dagdrømmeri, reflektion og endeløs kærlighed. Lyrik fra Danmarks mest håbløse romatikker – skrevet med størst mulig respekt. Der er få mennesker, der kan forestille sig selv i den verden, og samtidig bære det. Med stolthed og selvindsigt. Lyt til ‘Humørbussen’ højt i hovedtelefoner. Hør klaverets falskeefterklang i det fjerne. Det flotte kor i andet kvæd. Hør flaskerne der klirrer i takt med det sidste ord der bliver sunget i slutningen. Klangen på Claus Hemplers stemme. Lyt til ordene! ‘Og hvis os, der ikke ved noget om noget, fik forklaret at vores tid var gået, så skulle den dag vi havde tilbage, være en forårsdag’. Jeg tænker på en god gammel ven – han hænger i, med det yderste af neglene og hænger så godt som kun han kan. Foråret er her – håber på en forårsdag med ham og at det ikke er dette forår.

Phoebe Bridgers – ‘Garden Song’
Jeg er nødvendigvis ikke den største fan af traditionelt skrevet amerikansk rock eller singer/songwriter musik – og heller ikke af Phoebe Bridgers. Men hun kan sit håndværk med nogle twists her og dér, som gør det svært ikke at høre hendes sange flere gange. Som ‘Garden Song’. Hun lægger sin vokal på nogle hylder, hvor de bare ligger specielt overraskende og flot. Den dybe vokal i omkvædet er vidst hendes turnemanager, Jeroen, der er hollænder.

Day Wave – ‘Crush’
Jackson Phillips er Day Wave og med Day Wave har vi fat i lidt meget typisk og stadig fængende solskins-indie fra Los Angeles. Hvis du er til Pete Yorn, The Shins og den type, så vil Day Wave også være noget for dig. ‘Crush’ er et hyggeligt track med klaveret som opbyggende instrument.

Other Lives – ‘Sound of Violence’
Bandet kommer fra Stillwater i Oklahoma – det stille vand. Og det er lige præcis hvad der kendetegner Other Lives. Med et roligt udgangspunkt beriger bandet dig med store og flotte sange, samt en fed instrumentering og produktion. Det er nærværende og storladent på samme tid – som nærmest kun Other Lives kan gøre det. ‘Sound of Violence’ er åbningsnummeret på deres bare tredje album, der udkom i april.

Munck//Johnson – ‘Flesh and Bone’
Sanger Camilla Munck og guitarist Moogie Johnson har lavet nogle helt særlige perler af nogle sange tilbage i 00’erne. I sin tid var de sammen i det længselsfulde country-inspirerede Wynona, der var med i en bølge af danske bands, der skilte sig ud fra mængden med en lyd, der ikke signalerede et skandinavisk design. ‘Flest and Bone’ er fra deres ‘duo’-projekt, med Johnsons flotte kompositioner og Muncks særegne og fede stemme.

Loma – ‘I Don’t Want Children’
Det amerikanske projekt Loma udsendte i 2018 deres debut – en plade af den type, der har et nummer der fanger dig ind – og først efter 10 gennemlytninger finder du andre favoritter. Det er svært at vælge ét nummer ud fra denne plade, men dette nummer har en særlig egenskab. Det udvikler sig i al sin ro. Du har tid nok til at sætte dig ind i hver enkelt vokallinje og akkord og aner ikke hvad der venter dig rundt om det næste hjørne.

James Blake – ‘You’re Too Precious’
Jeg har altid haft en svaghed for James Blake. Siden debutalbummet, hvor han satte nye standarder for bas og måden at klippe musik sammen på, har han haft mig. Samtidig med det, er han en eminent pianist og har en rig stemme. Jeg følger altid med, når James Blake udsender nyt – denne er et par uger gammel, og fører hans stil fra det seneste relativt hip hop inspireret album ‘Assume Form’ til lidt mere typisk James Blake.

IDER – ‘Body Love’
Måske er det lidt cheesy, men hvis du får muligheden for at opleve denne duo med Megan Markwich og Lily Somerville, så gør det. Jeg hørte dem live i en kirke i Holland for nogle år siden – og selvom mange af sangene stadig manglede lidt form og mål, så var der nogle der stod ud – som ‘Body Love’. Især på baggrund af den måde de virkelig ekstremt selvsikkert fremfører deres vokaler. De ligger klokkeklart ved siden af hinanden – meget sjældent at opleve.

Underworld – ‘Custard Speedtalk’
Underworld er måske ikke førstevalget til en søndag morgen – alt efter smag og behag. Men denne erfarende britiske duo har en varme i sit iskolde og stenhårde firkantede univers, som jeg kan fare vild i med vilje, ligemeget hvornår det skulle være. ‘Custard Speedtalk’ har karma og en evigt messende Karl Hyde på vokal og denne søndag kan ikke slutte anderledes end med åbningslinjen ‘From the gutter to the stars….’.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s