Sunday Series #8

IMG_9464

Hermed et lille udpluk håndplukket til en søndag. Som altid et lille stykke med klaver, eller to, tre stykker. Lidt melankoli. Ro. Stilhed. Historier og længselsfuldhed.

Foråret er her.

Som altid finder du Sunday Series #8 lige her.

Alle sange er tilføjet en samlede Sunday Series, som du finder her – og har over otte timers musik. Følg den, så bliver du automatisk opdateret.

Mixtape på mixcloud er undervejs…

Husk – du må gerne dele opslaget med dem du kender og gerne vil dele søndagstoner med.

Sunday Series #8 lyder som nedenstående:

Frederik Snæland – ‘Langsomt Bevæger vi os fremad’.
Den neoklassiske stilart har raset igennem en del år efterhånden. Det er ingen hemmelighed, at jeg er glad for Nils Frahm, Henrik Lindstrand, Olafur Arnalds og mange flere. Stille og roligt dukker der hjemlige artister frem, som Kasper Staub (Lowly), Søren Stensby og også Frederik Snæland, som umiddelbart har base i Aarhus. Han er på vej med en ny EP, der er lidt mere eksperimenterende end dette meget enkle og klassisk bårede værk. Titlen passer iøvrigt rigtig fint til musikken.

Vetiver – ‘Been So Long’.
Der var en del amerikanske indie-navne med det folkede udtryk, som krøb ind under huden på mig igennem 00’erne. Et af dem er Vetiver og dette nummer har aldrig forladt mig. Den effektfulde klang fra et strengeinstrument i starten, får lov til at lade lytteren sidde med længsel for at høre hvad der sker næste gang. Et par tunge trommer kommer på, derefter ordene, perkussion og kor. Jeg er ret vild med den håndholdte instrumentering – og koret gør nærmest hele forskellen og hvor musikken stopper til linjen ‘sound of my heart stopping’.

El Michels Affair – ‘Hipps’
Måske for meget blæs på for en søndag morgen – og så alligevel ikke. Leon Michels virker til at være en gudsbenådet musiker og producer. Men forkærlighed for al slags musik, er han her dykket ned i 70’er temaer, som kunne gå godt til film eller serier fra dengang. En Slo-funk svingom, med en konstant effekt af båndstøj af den slags jeg i alle fald husker, når et kassettebånd var ved at synge på sine sidste vers – lige inden det krøllede. I afslutningen af ‘Hipps’ er den genkendelige ‘dadadadadadada’ fra sangen ‘Enfants’, der også var på Sunday Series #2.

Neil Young – ‘Harvest Moon’.
‘Because I’m still in love with you, I wanna see you dance again. Because I’m still in love with you, on this harvest moon’.
Fandt denne kommentar i et spor omkring ‘Harvest Moon’:
“My wife LOVES to dance to this tune… and I have to admit I do too. We’ve been married 23 years, and I think it’s become OUR song. The sound is so INCREDIBLE, the lyric is so honest and simple… it exudes ROMANCE. Definitely one of Neil’s best!”
Det siger nærmest det hele – som Jens Unmack ville sige det – ‘Love goes on forever’.

Arlo Parks – ‘Black Dog’
‘You do your eyes like Robert Smith’Sådan lyder anden linje i dette kæmpe track, og der er vel ikke noget federe for os middelaldrende musikfans, når yngre artister, som Arlo Parks, laver musikreferencer på denne facon. Det her er ganske enkelt et helt uvurderligt nummer – især sidste linje i omkvædet ‘It’s so cruel what your mind can do for no reason’. Tror der ligger en historie om et venskab med et besværet og tungt sind gemt bag denne sang. Hun er en ener, hende her – og iøvrigt seneste single, der netop er udsendt.

Andy Shauf – ‘Wendell Walker’
Arlo Parks har en evne til at sluge nogle af slutningerne i sine ord. At klangen af ordene forsvinder i hendes kæber – og sådan har jeg det også med Andy Shauf. Det er dovent og meget karakteristisk. Shauf har lavet mange fine sange i flere forskellige projekter, men jeg bliver ofte ved med at vende tilbage til historien om Wendell Walker. En af de få sange, hvor historien har fanget mig som en god bog – i al sin enkelhed. Find teksten frem og læs med, i takt med at sangens vers stille bliver messet frem.

Jon Hopkins – ‘Scene Suspended’
Det er ikke første gang – og heller ikke sidste, at Jon Hopkins figurerer i en Sunday Series. Han har netop udsendt ‘Meditations’, som sikkert vil passe godt til dig der mediterer med musik. Men der er også kommet en one-off single, som er et smukt klaverværk – som kendetegner noget af det Hopkins er bedst til. Skabe melankolien og det rum, du ikke har nogle problemer med at være alene i. Med det, der kunne være lyden af tordenvejret uden for vinduet…

Hozier – ‘NFWMB’
Irske Hozier har en kæmpe stemme, som du sikkert husker fra ‘Take me to church’, der havde en effekt af, at selvom du ikke helt kunne lide nummeret, så kunne du heller ikke afvise det. ‘NFWMB’ (Nothing fucks with my baby), er i en helt anden kaliber. Tungt som jeg ikke har hørt Hozier før. En mørk stemning, som kunne være blevet optaget i krypten under selvsamme kirke, han sang om på sit kæmpe hit. Flot flot nummer!

Nick Drake – ‘Pink Moon’
En af de største Nick Drake sange – åbnings- og titelnummer. En af de store britiske sangskrivere, der forlod os i en ung alder i 1974 og det gik nærmest ubemærket hen – ligesom hans musik. Nogle genoptryk af hans plader i midten 90’erne var med til at lave om på det – og da VW brugte ‘Pink Moon’ i en tv-reklame i USA i 2000, kom hans musik ud til et endnu bredere publikum. Fra midten af 00’erne og en række år frem, var man ikke en rigtig indie-musiker, hvis man ikke havde Nick Drake i sin referencemappe.

Slowdive – ‘Sugar for the Pill’
Slowdive har også været et band, som mange musikere har haft som inspiration til deres egne bands. Efter at have ligget i dvale i en periode på nærmest 20 år, inden de i ’17 kom tilbage med deres bare fjerde album – ikke bare et ‘comeback’-album, men et album der virkelig er godt og vedkommende – til forskel for så mange andre bands, der tager deres våben frem fra hjørnet og giver sig til at indspille nye plader. ‘Suger for the Pill’ har jeg spillet mange søndage.

Kara-Lis Coverdale – ‘Moments In Love’
Det er tæt på, at være installationskunst – det du får på dette track med det canadiske multi-menneske. Jeg ved ikke hvordan hun frembringer disse klange fyldt med rigdom, men i al sin ro, fylder de rummet i et monotont og repetitivt loop. Det flydende lydbillede bliver suppleret af lyden af et klip i venstre øre, hvor der kommer lidt sløv hvid støj bagefter. Det giver en fed rytmik og en dejlig afslutning med det fingerspillede klaver!

Snöleoparden – ‘Dreng’
Jeg kom til at tænke på dette nummer, fordi jeg lyttede til det næste nummer på playlisten. Når du hører begge numre, siger det lidt sig selv. ‘Dreng’ er et vidunderligt lille nummer og uden at kende historien bag nummeret, kan jeg forestille mig, at det er optaget under en Jonas Stampes aka Snöleoparden’s mange rejser til Pakistan eller Indien.

Duval Timothy – ‘First Rain’
Der er et virvar af lyde. Legende børn. Den begyndende regn. Biler i det fjerne. Noget der kunne lyde som en sirene, der bliver bøjet til ukendelighed. Og så er der klaveret. Det er ren zen og man kan nærmest dufte den nyfaldne sommeregn på asfalten, der er blevet opvarmet igennem en hel varm sommerdag.. Klaveret klinger ud. Regnen fortsætter og børnene leger videre, mens vi andre fader.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s