The Day the Music Died

Om Jan Sneum.

Umiddelbart tror jeg ikke, at Don McLean’s ‘American Pie’ hit, har været meget på pladespilleren hjemme hos Jan Sneum. Hans musikalske prioriteter var andre steder. Men musikken blev slukket, da Jan Sneum efter længere tids sygdom, tog videre torsdag d. 24. september 2020. For Jan var musik i en sjælden skikkelse af kød og blod.

Jan Sneum blev en ven. En af de bedste og en af de tætteste. Det var der mange, der følte at han var for dem – og også for mig. Længe før jeg selv havnede på radiomediet, lyttede jeg i de sene nattetimer, især når Jan Sneum var vært.

‘Jeg har fået et brev fra en lytter, der gerne vil høre Sting’. Og så spillede Jan Sneum Sting.
‘Samme lytter vil gerne høre noget med Napalm Death’, sagde Jan da sangen med Sting klingede ud. Og så spillede Jan Sneum Napalm Death.

Alle radiofoniske radiolamper ville lyse, bimle og bamle i håb om at få den løsslupne vært tilbage på sporet og i mediets rette ‘flow’. Men det var Jans ‘flow’ der huserede i den sene nattetime. Lytterens brev havde rørt noget i Jan, hvilket han gerne ville kvittere for, med opfyldelse af musikken som stak i vidt forskellige retninger og hvor især smadder-grindcore-metal fra England ikke passede ind. Nattens arbejdere har fået kaffen galt i halsen. Taxachaufførerne fik en brat opvågning. Jeg sad stille i mørket og jublede.

Jans ‘flow’ var altid underskrevet ‘Sneum’. Stilmæssigt vidste man aldrig hvad man fik. Overraskelseselementet var stort og jeg var ikke altid helt enig i Jans musikvalg. Men én ting kunne man være sikker på. Han spillede og omtalte musik, fordi lige præcis dette stykke musik betød noget for ham. Og hvis ikke han umiddelbart selv synes, at musikken var fed – så var der en anden væsentlig grund til at spille det. Relationen til musikerne, stedet hvor musikken kom fra eller ånden hvorfra musikken opstod.

En dag stoppede han mig udenfor Radiohuset på Fr.berg, hvor jeg havde lavet P3 programmet ‘Maskinen’.
‘Var det dig, der var vært i dag og talte om Oasis’, spurgte han. Jeg måtte erkende at det var mig og blev lettere nervøs for, at dette erfarende menneske, som jeg ikke kendte personligt endnu, skulle komme med en læresætning af de pinlige, fordi jeg havde overset noget helt basalt radioteknisk.
Men hvis Jan havde invendinger imod den måde man gjorde sin ting, ville han sige det – direkte, men pædagogisk og med et ordvalg, der ville stryge en lig-bleg fyr som mig, med hårene.

I dette tilfælde, var han glad for den entusiasme jeg havde lagt for dagen i programmet. Jeg var lettet, noterede mig mit bare andet kompliment jeg havde fået fra en DR-medarbejder på de tre år jeg allerede havde arbejdet der og derfra havde vi en relation.

Med årene var jeg så heldig at kunne tage med ham ud i verden. En verden, som han synes var lige så spændende som musikkens verden. Relationer blev skabt og ofte kunne vi ikke gå fire skridt på gaden, inden han blev stoppet, selv stoppede eller blev råbt efter fra den anden side af vejen. Alle ville tale med ham – for han kendte langt de fleste vi ville møde på en festival. For nogle år siden, hvor han første gang blev nødt til at blive hjemme fra en festival pga. sygdom, var det mig der blev stoppet – alle ville høre, hvor deres ven var og hvordan det gik ham.

Hans engagement for at vise danskerne en verden af kreative, krøllede og særlige sjæle som dannede rammer om musikken, var ekstremt. Han ofrede ofte al den tid han havde i verden, til at lave festivaler. Radiohuset Rocker indtog de flotte gamle fredede rum på Rosenørns Alle på Fr.berg igennem en række år – i dag har P6 BEAT arvet ideen under P6 BEAT Rocker Koncerthuset. I 80’erne var han med at tage initiativet til et par rockkoncerter et sted i Tyskland, som blev omdannet til et mindre omrejsende musikudbud til Europæerne, hvor en af aflæggerne er Europa’s største musikbranche festival, Eurosonic.
Sammen med gode samarbejdspartnere, satte han Trax i søen – en radiotur, med livemusik direkte fra spillestederne, direkte på P3 og P4.
Han samlede journalister og musikproducere fra Finland, Island, Sverige, Norge, Tyskland og Kina på Roskilde Festival og var producenten bag et hav af legendariske liveoptagelser.

Når der var store projekter, blev der knoklet i døgndrift.
‘No no… I have Sweden on the other line’, sagde han en dag højt og tydeligt i telefonen på kontoret. Jonglerende mellem samtaler i bestræbelserne på at få enderne til at mødes. Her kunne han godt være distræt, med sit viltre sølvrævshår, og de karakteristiske sekskantede briller og et vildt blik flakkende rundt. Når stormen var reddet af, når en festival eller projekt var slut, gik vi ofte arm i arm rundt om elevatorskakten på 3. salen på kontoret – skridtede de senest tilkomne minder ind i systemet. Holdt af og om hinanden i et kram. Så var det tilbage til skrivebordet, for at rydde op i bunkerne af papirer.

Så kunne han slå op i en latter, som fik alle andre i selskabet til at grine. Han fandt en hindbærsnitte, købt for måneder siden hos bageren på den anden side af gaden. Stadig i sin bagerpose, men hård som sten og flad som en pandekage. Gemt væk under kontrakter, mødereferater fra en EBU konference og utallige noter fra endnu flere utallige møder. Snitten blev glemt af sin herre, men det er den snitte i verden, der har fået mest opmærksomhed. Der gik nogle dage, inden han smed den ud – han var rent faktisk fascineret over snittens ukuelige vilje til at blive på hans bord i alle de måneder, uden at gå i forrådnelse. Den indsats skulle ikke honoreres med en direkte tur i skraldespanden.

‘Hvad har du hørt fornyelig af ny dansk musik?’, spurgte han mig d. 28. august i år. Det var sidste gang jeg så ham. Som så ofte, igennem de seneste år, hjemme hos ham. Han kom ikke meget ud til sidst, men havde han bare den mindste energi, var man altid velkommen i hans hjem.
Vi talte sammen over stuebordet. Med mundbind på. ‘Jeg er skide bange’, sagde han. I april havde han lige været igennem et Covid-19 forløb, og kommet så godt igennem det som han kunne. Ramt på kroppen af mange andre følgesygdomme af kræften.

Bange er ellers noget, som han aldrig viste mig. Snarere et mod på livet. Mod på oplevelserne. Mod på mennesker.
Jeg tog hen og handlede for ham. Satte tingene på plads i køkkenet da jeg kom tilbage. Blev mødt af de smilende øjne da vi sagde farvel. Besøget havde varet længere, end de seneste, men nu var han træt.
Vi sms’ede lidt dagen efter. De beskeder vil jeg gemme til evig tid. Utilsigtet fik vi sat ord på hvad vi betyder for hinanden. Og i dag mindes jeg. Det er dejligt. Det er sjovt. Det er livsbekræftende.

Jan Sneum var arnestedet for historierne. Han var ophavsmand til initiativerne. Han var udspringet for inspirationerne. Det var hans ‘flow’. Så naturligt som noget. Så let som ingenting. Så misundelig fordomsfrit.

Far. Bedstefar. Bedste ven.

Jeg savner dig.
Carsten

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s