DEBAT OM LIVESCENEN

Under SPOT festivalen i Aarhus, 3+4 maj 2024, modererer jeg en debat om den danske livescene lige nu.

Det virker som om, at der nu er en tendens til, at vi alle flokkes dér hvor der i forvejen er mennesker. Ligesom man i New Yorks Chinatown altid skal gå ind på dén kinesiske restaurant med flest gæster – for så ved man at det bare MÅ være godt. På samme vis går koncertpublikummet hen til de steder, hvor der i forvejen er solgt tusindevis af billetter – for så MÅ den koncert også bare være god.

Det er der INTET galt i – men spørgsmålet er, om de store koncerter er med til at dræne publikum for økonomi og energi til at de kan gå ned på deres lokale spillested en torsdag, fredag eller lørdag aften, for at opleve ny dansk musik! Og hvis det er tilfældet, hvordan organiserer spillestederne og vækstlaget sig så, i en større kamp om publikums opmærksomhed.

For det er fede tider vi lever i – når vi ser på udbudet af livemusik rundt om i landet. Og med mastodonter som Minds, Suspekt og de øvrige, der trækker folk i tusindevis til Parken og arenaer overalt i Danmark, oplever vi en kæmpe udvikling i det danske livemarked, som vi ikke har oplevet tidligere. Jeg husker, at DAD, Helmig, Tim Christensen og andre, tog livtag med mægtige Forum i København, for nogle årtier siden – her var der samlet 10.000 mennesker til de store aftener med FIRE navne på, fordelt på to aftener. Det stod tilbage som slet og ret imponerende.

Og det er samtidig fedt, at være med i et store fællesskab, hvor vi alle er sammen om lige præcis détte band, denne aften og synger med på dén der fantastiske sang. Men hvordan står det til med nysgerrigheden, for at opleve det nyudklækkede band fra øvelokaleforeningen i Svendborg. Vennerne der har produceret hip hop hjemme i lejligheden og skal give deres første koncert eller musikkollektivet der prøver kræfter med en stor scene i Aabenraa for første gang?

Har vi et dilemma? Det er der flere på livescenen, der i alle fald påpeger at vi godt kan havne i. Men hvor stort er det? Er det ens over hele landet, at de mindre spillesteder mangler nysgerrige koncertgæster – og skal der placeres en skyld et sted? Er det spillestedet, der booker for dårligt? Er spillestedet synligt nok? Gør bandet og agenterne nok for at råbe op om den kommende fede koncert? Har Netflix taget over og er det bare en strømning i samfundet, som varer i et par år – og så vender publikum tilbage? Og hvis vi siger, at fødekæden for bands starter i skolerne, ungdomsklubberne og musikskolerne – hvor starter fødekæden for et publikum så? Kan man gøre noget for at lave sådan én – og hvordan gør man det?

Det er en debat der er lige så mangfoldig, som der er mennesker i Danmark. Men jeg glæder mig i alle fald til at tage fat på den, d. 3. maj kl. 15.30.

Gæsterne er repræsentanter fra spillesteder, festivaler, agencies, artister og andre kommentatorer i debatten.

Gæster: Mette Kier/Vejle Musikteater; Maria Jeppesen/Aabenraa Live; Søs Vikkelsøe/ Kulturværftet; Emma Hestbæk/SBP; Baris Citirikkaya/turkis; Michael Marino/HUSET i Hasserisgade; Sofie Høj/The Artist; Mikkel Xavier/Smukfest

Du kan læse mere om debatten her – og samtidig cykle rundt på siderne, se resten af SPOT + programmet og selve musikdelen af SPOT!

Grundlaget til debatten startede iøvrigt sidste år, da Michael Marino fra Huset i Hasserisgade (Aalborg) skrev et debatindlæg, hvor han pointerede at hvis ikke der kom publikum til koncerter med ny dansk musik, ville arrangører og bands i længden ikke have lyst eller kapacitet til at lave koncerter. Og uden koncerter vil det måske kunne gå ud over vækstlaget og dermed de næste store navne, som i fremtiden ville kunne komme til at give koncerter på de største scener.

Det indlæg inspirerede mig til at kaste mig over et kommende podcastprojekt, som jeg fortæller mere om senere. Det kommer til at hedde På Plakaten. Mere om det, når foråret er vildere og i mere flor end nu.

Håber vi ses på SPOT!

Skriv en kommentar